www.abilitor.dk

De fleste referencer


Arkiv for juli 2009

Google Street View: Google fotograferer Aalborg netop nu

onsdag, 15. juli 2009

Google er netop spottet i Aalborg for at fotografere vejene i gadeniveau til Google Street View.

Google Street View er en del af Google Maps, hvor Street View er det højeste zoomniveau i Google Maps. Man har i lang tid kunnet se mange af verdens støste byer i gadeniveau. I april forlød det fra Google, at man kun ville filme København, Århus og Odense, men nu er turen så altså også kommet til at fotografere Aalborg til Google Maps i gadeniveau.

Google set i Scheelsminde, Aalborg
Onsdag d. 15. juli blev Google’s bil i Aalborg blev set kørende på Over Kæret ved Kærby, hvorpå Google kørte ned af Stjernevej i Scheelsminde-kvarteret, hvor jeg bor.


Vis Google Steet View i Aalborg på et større kort

Jeg ville gerne have haft et billede af Googles røde bil og fotoudstyret på taget. Desværre skulle sønnike nå toget til Blå Sommer. Til gengæld har andre fået billeder af Googles foto-biler.

Google’s kamera-bil
Fotograferingen sker med et særligt udstyr på toppen af en en almindelig bil. Bilen Google fotograferer fra i Aalborg er rød ligesom denne herunder, der blev fanget af Tobias i april 2009, mens Google var i København.

street_view_red_car_denmark

Kommer nyheden i Nordjyske?
Skæbnen ville, at jeg 20 minutter efter at have set Google-bilen, rendte ind i en fotograf fra Nordjyske på banegården. I april omtalte Nordjyske, at Google ville fotografere København, Århus og Odense, men altså ikke Aalborg. Så jeg tænkte, at det da måtte være en aktuel nyhed - ja, endda specielt en nyhed der havde med billeder at gøre og særdeles relevant for læserne i Aalborg - når nu Google kommer til Aalborg alligevel. Fotografens interesse var mildest talt på det jævne og jeg tvivler på at Nordjyske nævner det… Men så er de da varskoet!

Panorama-billeder kommer på Google Maps
Kamera-billeder fotografere i ca. 2,5 meters højde i flere vinkler med ca. 10 meters mellemrum. Billederne bearbejdes, så det samlede resultat minder om en film hvor man kan bevæge sig i gadeniveau og se 360° horisontalt og 290° vertikalt. Det tager som regel flere måneder fra et billede er taget til det vises på Google Maps.

Prøv selv Street View og se Colosseum i Rom

street_view_colosseum_rom

Mere om

  • Street View i Danmark (på dansk)
  • Google Street View på Google.com

    Ser du selv Google-bilen, så skriv en kommentar :-)

  • Vandrehistorie om Jackson-mindebilletter kører i danske medier

    mandag, 6. juli 2009

     “En halv milliard vil mindes Michael Jackson” iflg. førende danske medier og Ritzaus Bureau. Det passer bare ikke - tallet er maks. 5 mio. Hermed er en ny vandrehistorie om Michael Jackson født - iøvrigt med hjælp fra medierne selv.

    ritzau_medier_vandrehistori Netop i disse timer, kan man læse historien om at “En halv milliard vil mindes Michael Jackson”, som har Ritzau’s nyhedbureau som kilde. Det er selvfølgelig en god historie - lidt for god, for sagen er, at tallet realistisk set ikke er over 5 mio. besøgende og snarere tæt på 2,5 mio. besøg.

    Det skrev jeg om igår her på bloggen med posten Ritzau og TV2 i selvsving på webstatistik og om hvordan små 10 % af jorden befolkning vil mindes Michael Jackson iflg. oplysninger i de danske medier.

    Google afslører vandrehistorie
    Historien om at en halv milliard vil mindes Michael Jackson lever allerede nu som vandrehistorie overalt i danske nyhedsmedier. En simpel søgning på Google viser hvordan danske medier ukritisk formidler  historien fra Ritzau - uden at forholde sig til om “det nu også kan passe”: At små 10 % af jorden befolkning vil mindes Michael Jackson.

    Blandt de mange medier, der refererer vandrehistorien er bl.a.

    • Politiken
    • TV2
    • Kristeligt Dagblad
    • KPN (en del af Jyllands-Posten)
    • jp.dk
    • BT
    • MetroExpress
    • Information
    • Børsen
    • TDC Nyheder
    • MSN
    • Se & Hør
    • Ekstra Bladet
    • Og mange mange flere

    H. C. Andersen kunne ikke have gjort det bedre
    Dette er både en historie om hvordan en fjer bliver til 10 høns af H.C. Andersen’ske dimensioner, men også historien om hvad manglende kendskab til begreber kan føre til i flere led. Samt nok endnu værre - historien om hvordan “nyheder” ukritisk formidles mellem danske medier.

    Bliver nok tiet ihjel
    Af samme årsag, vil denne historie formentlig blive tiet ihjel af medierne selv. Men så er det jo godt at Nettet kan fortælle historien.

    • Se hvad CNN skrev
      De faktuelle data kommer fra Jackson-familiens talsmand Ken Sunshine. Hvad han rent faktisk sagde, kan læses på CNN her.
    • Se hvordan vandrehistorien blev til

    Summasumarum - de endelige fakta
    Allerede her til morgen står det klart, at min vurdering af antal besøgende på ikke over 5 mio. og snarere tæt på 2,5 mio. besøg næppe er helt ved siden af.

    Svaret ligger i - iøvrigt iflg. selvsammen nyhedskanaler - at man totalt set har registreret 1,6 mio. Michael Jackson-fans som gerne ville have en mindebillet.

    ;-) Henrik Hansen

    Michael Jackson-billetter: Ritzau og TV2 i selvsving på webstatistik

    søndag, 5. juli 2009

    En halv mia. besøgende - svarende til små 10% af jordens befolkning - på 2 timer, skulle der iflg. Ritzau og TV2 Nyhederne være kommet på Michael Jackson-hjemmesiden, der udlodder minde-billetter. Hverken tid eller antal besøg er korrekt.

    Så blev 1 hit-fjer igen til 10 webhøns. Skal man tro Nyhederne på TV2 og Ritzau’s Bureau får man indtryk af at selv i døden slår Michael Jackson rekorder. Denne gang indenfor noget så umusikalsk som basal webstatistisk, hvor først Ritzau og så TV2 er kommet frem til at der i løbet af kun 2 timer havde været en halv mia. besøgende på hjemmesiden.

    Halv mia. hits til Jacksons minde
    TV2 Nyhederne skriver de “…efter to timer havde der været en halv milliard besøg på siden, www.staplescenter.com, skriver repræsentanter for Jackson-familien i en erklæring”.

    Javelså. Det svarer såmænd blot til små 10% af jordens befolkning.

    tv2 halv mia hits til michael jackson

    10% af jordens befolkning - kan det nu passe?
    Nej, - det passer selvfølgelig ingen steder henne. Journalisterne på hhv. Ritzau og TV2 har muligvis sovet i webstatistik-timerne på Journalisthøjskolen - hvis de da overhovet har haft fornøden undervisning i basal webstatistik.

    Havde de checket historien og fået styr på webstatistikken så ville historien stadig have været interessant, men knap så imponerende og om ikke andet - korrekt fremstillet.

    90 min. i USA bliver til 2 timer i Danmark
    Iflg. Albert Einstein’s relativitetsteori er tid en relativ størrelse og det må man jo sige denne TV2-historie understøtter. I Danmark tog det 2 timer eller 120 minutter før de 500 millioner besøgende var en realitet, mens det iflg. amerikanske kilder, bl.a. CNN kun tog 90 min. i USA. 

    Se, det havde Albert Einstein nok aldrig forudset i sin teori - at lidt geografi i den grad forøger tiden…

    Webstatistik - når hits bliver til besøg
    Så er der 500 mio. besøgende på www.staplescenter.com, som svarer til små 10% af jordens befolkning. Nok var - og sikkert er - Michael Jackson “King of Pop”, men at han ligefrem skulle få aktiveret et antal svarende til små 10% af jordens befolkning er alligevel utroligt.

    Sagen er, at journalisten eller vel snarere journalisterne blander begreberne sammen. Hits på en hjemmesiden er ikke et besøg på en hjemmeside.

    • Et besøg refererer til at én person besøger en hjemmeside. Besøger en person en hjemmeside 2 gange er det 2 besøg
    • Et hit er betegnelse for at der hentes 1 (én) fil på en webserver.
    • Hjemmesider ligger på webservere
    • En hjemmeside består af mange filer (koder, grafik, video, lyd mv.)

    Når en person besøger forsiden af staplescenter.com så hentes der i det aktuelle tilfælde ca. 40 filer for at generere den første side. Typisk vil en person se flere sider på hjemmesiden og hver ny side genererer nye mange hits.

    500 mio. hits er maksimalt 12,5 mio. besøg
    Ifølge CNN om Michael Jackson-historien er basisfakta følgende: “Jackson family spokesman Ken Sunshine said the computer servers hosting the registration site counted 500 million “hits” — 120,000 a second — in the first 90 minutes on Friday.” (Fredag d. 3. juli 2009)

    Så i løbet af de 90 minutter (ikke 2 timer, som TV2 siger) har man modtaget 500 mio. fil-forespørgsler til serveren (hits) og da hver side indeholder ca. 40 filer, der genererer 40 hit taler vi altså om maksimalt 12,5 mio. besøg.

    Det bliver værre - realistiks ca. 2,5 mio. besøg
    Normalt ser en bruger under et besøg på en hjemmeside flere sider. På www.tv2.dk så man f.eks. 8 sider (maj 2009) under hvert besøgende. Lad os bare sige at staplescenter.com er utrolig brugervenlig og brugerne ser forsiden, finder registreringssiden straks og der kommer en svarside. Det er 3 sider. Men da webserveren er ved at gå i knæ, at det langtfra alle der har succes.

    Så i gennemsnit ser hver bruger 2,5 side. Så taler vi om maksimalt 5 mio. besøg.

    Hvis hver bruger forsøger bare 2 gange - det er en udlodning, hvor chancen øges hvis man deltager flere gange - så taler vi om maksimalt 2,5 mio. besøg.

    Fjeren, der blev til 10 høns - fra 500 mio. til 2,5 mio. besøgende
    Så nej, der kom ikke 500 mio. besøgende på websitet, der udlodder billetter til mindebegivenheden for Michael Jackson. Det faktiske tal kender vi ikke, men med lidt hjælp fra anvendt viden, så taler vi mere realistisk om 2,5 mio. besøg på 90 minutter.

    Hits er en ubrugelig målestok
    I moderne webstatistikprogrammer, som f.eks. Google Analytics, findes måleenheden “hits” slet ikke. Det er der en god grund til for hits en total uanvendelig målestok indenfor webstatistik. Både når man skal måle på brugeradfærd og i særdeleshed, når man skal kommunikere professionelt og i nyhedsmedier formidle overfor andre hvor mange besøg, der er på hjemmesider

    Læs også

    Vil du vide mere om webstatistik og de små detailer med den store betydning, så du undgår at fejlfortolke og misinformere er du velkommen til at tage en kontakt.

    Henrik Hansen

    Har du set Ritzaus tal formidlet i andre medier end TV 2 eller har du en kommentar eller andre eksempler,  så er du velkommen til at kommenterer herunder: