Michael Jackson-billetter: Ritzau og TV2 i selvsving på webstatistik

En halv mia. besøgende – svarende til små 10% af jordens befolkning – på 2 timer, skulle der iflg. Ritzau og TV2 Nyhederne være kommet på Michael Jackson-hjemmesiden, der udlodder minde-billetter. Hverken tid eller antal besøg er korrekt.

Så blev 1 hit-fjer igen til 10 webhøns. Skal man tro Nyhederne på TV2 og Ritzau’s Bureau får man indtryk af at selv i døden slår Michael Jackson rekorder. Denne gang indenfor noget så umusikalsk som basal webstatistisk, hvor først Ritzau og så TV2 er kommet frem til at der i løbet af kun 2 timer havde været en halv mia. besøgende på hjemmesiden.

Halv mia. hits til Jacksons minde
TV2 Nyhederne skriver de “…efter to timer havde der været en halv milliard besøg på siden, www.staplescenter.com, skriver repræsentanter for Jackson-familien i en erklæring”.

Javelså. Det svarer såmænd blot til små 10% af jordens befolkning.

tv2 halv mia hits til michael jackson

10% af jordens befolkning – kan det nu passe?
Nej, – det passer selvfølgelig ingen steder henne. Journalisterne på hhv. Ritzau og TV2 har muligvis sovet i webstatistik-timerne på Journalisthøjskolen – hvis de da overhovet har haft fornøden undervisning i basal webstatistik.

Havde de checket historien og fået styr på webstatistikken så ville historien stadig have været interessant, men knap så imponerende og om ikke andet – korrekt fremstillet.

90 min. i USA bliver til 2 timer i Danmark
Iflg. Albert Einstein’s relativitetsteori er tid en relativ størrelse og det må man jo sige denne TV2-historie understøtter. I Danmark tog det 2 timer eller 120 minutter før de 500 millioner besøgende var en realitet, mens det iflg. amerikanske kilder, bl.a. CNN kun tog 90 min. i USA. 

Se, det havde Albert Einstein nok aldrig forudset i sin teori – at lidt geografi i den grad forøger tiden…

Webstatistik – når hits bliver til besøg
Så er der 500 mio. besøgende på www.staplescenter.com, som svarer til små 10% af jordens befolkning. Nok var – og sikkert er – Michael Jackson “King of Pop”, men at han ligefrem skulle få aktiveret et antal svarende til små 10% af jordens befolkning er alligevel utroligt.

Sagen er, at journalisten eller vel snarere journalisterne blander begreberne sammen. Hits på en hjemmesiden er ikke et besøg på en hjemmeside.

  • Et besøg refererer til at én person besøger en hjemmeside. Besøger en person en hjemmeside 2 gange er det 2 besøg
  • Et hit er betegnelse for at der hentes 1 (én) fil på en webserver.
  • Hjemmesider ligger på webservere
  • En hjemmeside består af mange filer (koder, grafik, video, lyd mv.)

Når en person besøger forsiden af staplescenter.com så hentes der i det aktuelle tilfælde ca. 40 filer for at generere den første side. Typisk vil en person se flere sider på hjemmesiden og hver ny side genererer nye mange hits.

500 mio. hits er maksimalt 12,5 mio. besøg
Ifølge CNN om Michael Jackson-historien er basisfakta følgende: “Jackson family spokesman Ken Sunshine said the computer servers hosting the registration site counted 500 million “hits” — 120,000 a second — in the first 90 minutes on Friday.” (Fredag d. 3. juli 2009)

Så i løbet af de 90 minutter (ikke 2 timer, som TV2 siger) har man modtaget 500 mio. fil-forespørgsler til serveren (hits) og da hver side indeholder ca. 40 filer, der genererer 40 hit taler vi altså om maksimalt 12,5 mio. besøg.

Det bliver værre – realistiks ca. 2,5 mio. besøg
Normalt ser en bruger under et besøg på en hjemmeside flere sider. På www.tv2.dk så man f.eks. 8 sider (maj 2009) under hvert besøgende. Lad os bare sige at staplescenter.com er utrolig brugervenlig og brugerne ser forsiden, finder registreringssiden straks og der kommer en svarside. Det er 3 sider. Men da webserveren er ved at gå i knæ, at det langtfra alle der har succes.

Så i gennemsnit ser hver bruger 2,5 side. Så taler vi om maksimalt 5 mio. besøg.

Hvis hver bruger forsøger bare 2 gange – det er en udlodning, hvor chancen øges hvis man deltager flere gange – så taler vi om maksimalt 2,5 mio. besøg.

Fjeren, der blev til 10 høns – fra 500 mio. til 2,5 mio. besøgende
Så nej, der kom ikke 500 mio. besøgende på websitet, der udlodder billetter til mindebegivenheden for Michael Jackson. Det faktiske tal kender vi ikke, men med lidt hjælp fra anvendt viden, så taler vi mere realistisk om 2,5 mio. besøg på 90 minutter.

Hits er en ubrugelig målestok
I moderne webstatistikprogrammer, som f.eks. Google Analytics, findes måleenheden “hits” slet ikke. Det er der en god grund til for hits en total uanvendelig målestok indenfor webstatistik. Både når man skal måle på brugeradfærd og i særdeleshed, når man skal kommunikere professionelt og i nyhedsmedier formidle overfor andre hvor mange besøg, der er på hjemmesider

Læs også

Vil du vide mere om webstatistik og de små detailer med den store betydning, så du undgår at fejlfortolke og misinformere er du velkommen til at tage en kontakt.

Henrik Hansen

Har du set Ritzaus tal formidlet i andre medier end TV 2 eller har du en kommentar eller andre eksempler,  så er du velkommen til at kommenterer herunder:

Dette indlæg blev udgivet i Analyser, Webstatistik. Bogmærk permalinket.

10 kommentarer til Michael Jackson-billetter: Ritzau og TV2 i selvsving på webstatistik

  1. Pingback: Danske mediers vandrehistorie om Jackson-mindebilletter | Internet KnowHow

  2. Frank Olesen skriver:

    Desværre intet nyt under solen her….Det har jo været en støt stigende tendens at historier spreder sig med lynets hast på web. Det er jo også nemmere for journalister bare at planke en anden side, istedet for at undersøge sagen nærmere. Eksemplet er bare med til at illustrere bagsiden af medaljen af online media…alting bliver serveret på et sølvfad : ctrl+c ….ctrl+v og så kører vi.

    At de så roder rundt i fakta kan vel (næsten) ikke overraske nogen :-)

    Hits er jo et federe ord, sådan mere dot.com agtigt end “unikke besøgende”….

  3. Rasmus Sørensen skriver:

    Hahaha, skarpsindigt Hr. Hansen!

    Historien er i bedste tilfælde pinlig, i værste direkte utroværdig – at postulere at websitet havde 500 mio besøgende på timer! Kom nu ind i kampen for f… Det svarer jo til at DR Nyheder kl. 21 blev set af f.eks. 20 mio mennesker.

    Os der ved lidt om hvordan internettet fungerer ved også, hvad der reelt skal til for at have 500 mio besøgende på timer på en hjemmeside! Det er noget nær en umulig opgave. 250 mio besøgende i timen eller små 70.000 i sekundet! Det er hård kost for en webserver og kræver et voldsomt setup.

    Henrik, jeg kan sagtens se din frustration over mediernes og beslutningstagernes manglende indsigt i tallene. Hits er stadig potensforlængeren på 1. tee når direktøren spiller golf.

    Som Frank nævner, er intet ændret der.. siden år 2000.

  4. Fra egen fortid med medie- og journalistarbejde, ved jeg jo godt at arbejdsbetingelser for journalister er hårde. Historien viser, at man har skåret for hårdt…. og såvel indhold som etik bag fødekæden ikke holder.

    Den fødekæde, man har sat op – hvor nyhedsbureauerne – her Ritzau citeres ukritisk pga. net-automatiseret distribution af nyheder gør at alle danske medier hopper i med begge ben og citerer noget, der i sidste led af fødekæden ender som en gang nonsens.

    Pga. manglende kvalitetssikring – går nyheden hele vejen rundt – og det burde give anledning til passende selvransagelse, hvor nyheden starter samt i fødekædens led. Og ende som skræmmeeksempel på Journalisthøjskolen og andre medieuddannelser.

    Se iøvrigt også som pt. er eneste medie, jeg har set det omtalt i:
    http://www.comon.dk/news/michael.jackson-fjer.blev.til.en.halv.milliard.mennesker_41494.html

  5. Kim Andersen skriver:

    Det er ufatteligt at de danske medier, og selvfølgelig også journalisterne, ikke er mere kritiske.
    Det kan godt være at en journalist skal skrive X antal artikler om dagen, og i visse tilfælde bliver nødt til at lave nogle mindre gennemarbejdede artikler, men det er ikke en undskyldning for at skrive noget der er total ude i hampen :)

    Så jeg er enig med jer alle. En halv milliard mennesker på 1½ time. For fanden da. Jo mere man tænker over det, jo mere sindsygt lyder det…

  6. Godt spottet Henrik.

    Jeg fik et screenprint fra en kunde hvor data var fra Webtrends. Den første tabel viste HITS. Kuldegysningerne krøb frem da jeg så HITS.

    “How Idiots Track Sites” står det vist for.

  7. I dag kan man så læse i Computerworld at vi på verdensplan snart er oppe på en halv milliard husstande med bredbånd.

    Et andet interessant perspektiv på historien er den båndbredde det ville kræve at vise en side til en halv milliard brugere. Jeg tror faktisk ikke at Google har den nødvendige kapacitet.

  8. Henrik Hansen skriver:

    @Torben

    Ja, det havde ikke gået stille af

    500.000.000 besøg på 90 minutter – så er vi formentlig i niveau med de største websites i verden, som f.eks. http://www.google.com. Bortset fra at google.com nok ikke vejer ca. 0,5 mb på forsiden som staplescenter.com ;-)

  9. Henrik Hansen skriver:

    På Comon er historien her en uge efter stadig den 7. mest læste nyhed – så lidt sjov har det da givet….

    De 10 mest læste nyheder dd. iflg. Comon

    24/06 Microsofts gratis antivirus er kompakt og effektivt
    06/07 Farvel til Windows? Svensk OS ligger i skyen
    07/07 Farvel Pirate Bay – Goddag OpenBitTorrent
    10/07 Hvad er Google Chrome OS egentlig for en fisk?
    29/06 Gartner advarer mod opgraderingsfælde i Windows 7
    26/06 Michael Jackson smadrede nettet
    06/07 Michael Jackson-fjer blev til en halv milliard mennesker
    07/07 Dyr dansk iPhone allerede til salg nu
    02/07 Slut med at spille over lokalnetværk
    08/07 Gratis internet i kommuner er ulovligt

  10. Pingback: Verdensrekord: Dizzy Mizz Lizzy udsolgt koncert på 15 sek. | Internet KnowHow

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>